Skrifterne      Studiehjælp  | Søg  | Funktioner  | Markerede  | Hjælp  | Dansk 
Udskriv   < Foregående  Næste >
MOSIJAS BOG
KAPITEL 4
Kong Benjamin fortsætter sin tale – Frelse tilvejebringes som følge af forsoningen – Tro på Gud for at blive frelst – Bliv ved med at have forladelse for dine synder ved trofasthed – Giv af dit gods til de fattige – Gør alt i visdom og orden. Omkring 124 f.Kr.
  1 Og se, det skete, at da kong Benjamin var færdig med at tale de ord, som var blevet givet ham af Herrens engel, at han kastede blikket rundt på mængden, og se, de var faldet til jorden, for afrygt for Herren var kommet over dem.
  2 Og de havde set sig selv i deres egen akødelige tilstand, endog bringere end jordens støv. Og de råbte alle højt med én røst og sagde: O, hav barmhjertighed, og anvend Kristi cforsonende blod, så vi kan få tilgivelse for vore synder, og vort hjerte kan blive renset; for vi tror på Jesus Kristus, Guds Søn, som dskabte himlen og jorden og alting, og som skal komme ned blandt menneskenes børn.
  3 Og det skete, efter at de havde talt disse ord, at Herrens Ånd kom over dem, og de blev fyldt af glæde, idet de fik aforladelse for deres synder og fik fred med bsamvittigheden som følge af den overordentlig store ctro, som de havde på Jesus Kristus, som skulle komme ifølge de ord, som kong Benjamin havde talt til dem.
  4 Og kong Benjamin åbnede igen sin mund og begyndte at tale til dem og sagde: Mine venner og mine brødre, min slægt og mit folk, jeg vil igen bede om jeres opmærksomhed, så I kan høre og forstå resten af mine ord, som jeg vil tale til jer.
  5 For se, hvis kundskaben om aGuds godhed nu har vakt jer til en bevidsthed om jeres intethed og jeres uværdige og faldne tilstand –
  6 jeg siger jer, at hvis I er kommet til akundskab om Guds godhed og hans uforlignelige magt og hans visdom og hans tålmodighed og hans langmodighed med menneskenes børn; og også den bforsoning, der har været beredt fra cverdens grundlæggelse, så frelse derved kunne blive den til del, som vil sætte sin dlid til Herren og være flittig til at holde hans befalinger og vedblive i troen helt til enden på sit liv, jeg mener det dødelige legemes liv –
  7 jeg siger, at dette er det menneske, der opnår frelse ved den forsoning, som har været beredt fra verdens grundlæggelse for alle mennesker, som nogen sinde har været til siden Adams afald, eller som er, eller som nogen sinde vil blive til, ja, indtil verdens ende.
  8 Og dette er det middel, hvorved frelse finder sted. Og der er aingen anden frelse end denne, der er talt om; ej heller er der andre betingelser, hvorpå mennesket kan blive frelst, end de betingelser, som jeg har fortalt jer.
  9 Tro på Gud; tro, at han er til, og at han har skabt alt, både i himlen og på jorden; tro, at han har al avisdom og al magt, både i himlen og på jorden; tro, at mennesket ikke bfatter alt det, som Herren kan fatte.
  10 Og videre, tro, at I må aomvende jer fra jeres synder og aflægge dem og ydmyge jer for Gud; og bed i hjertets oprigtighed om, at han vil btilgive jer; og se, hvis I ctror alt dette, så se til, at I dgør det.
  11 Og videre siger jeg jer, ligesom jeg har sagt før, at hvis I er kommet til kundskab om Guds herlighed, eller hvis I har erfaret hans godhed og har asmagt hans kærlighed og har fået bforladelse for jeres synder, hvilket forårsager så overordentlig stor glæde i jeres sjæl, så ønsker jeg, at I skal huske og altid bevare i erindringen Guds storhed og jeres egen cintethed og hans dgodhed og langmodighed mod jer, uværdige skabninger, og eydmyge jer, ja, i ydmyghedens dyb, idet I fpåkalder Herrens navn dagligt og står standhaftige i troen på det, som skal komme, og som blev talt ved englens mund.
  12 Og se, jeg siger jer, at hvis I gør dette, skal I altid fryde jer og være fyldt af Guds akærlighed og altid bblive ved med at have forladelse for jeres synder; og I skal vokse i kundskab om hans herlighed, han som har skabt jer, eller i kundskaben om det, der er ret og sandt.
  13 Og I har ikke tilbøjelighed til at forurette hinanden, men til at leve afredsommeligt og til at give enhver efter det, der tilkommer ham.
  14 Og I vil ikke lade jeres abørn gå sultne eller nøgne; ej heller vil I tillade, at de overtræder Guds love og bslås og skændes, den ene med den anden, og tjener Djævelen, som er syndens herre, eller som er den onde ånd, der er blevet talt om af vore fædre, han, som er en fjende af al retfærdighed.
  15 Men I vil alære dem at bvandre på sandhedens og alvorens veje; I vil lære dem at celske hinanden og at tjene hinanden.
  16 Og I vil også selv abistå dem, der står i behov for jeres bistand; I vil yde af jeres gods til den, der står i nød, og I vil ikke tillade, at btiggeren fremfører sin bøn for jer forgæves og jage ham bort for at omkomme.
  17 Du vil måske asige: Det menneske har bragt sin elendighed over sig selv; derfor vil jeg holde min hånd tilbage og vil ikke give ham af min mad eller give ham af mit gods, så han ikke skal lide; for hans straffe er retfærdige –
  18 men jeg siger dig, o menneske, at hver den, der gør dette, han har stor grund til at omvende sig; og medmindre han omvender sig fra det, han har gjort, fortabes han for evigt og har ingen del i Guds rige.
  19 For se, er vi ikke alle tiggere? Er vi ikke alle afhængige af det samme væsen, nemlig Gud, med hensyn til alt det gods, som vi har, med hensyn til både føde og klæder og med hensyn til guld og sølv og alle de rigdomme, som vi har af enhver art?
  20 Og se, I har selv lige nu påkaldt hans navn og tigget om forladelse for jeres synder. Og har han ladet jer tigge forgæves? Nej, han har udøst sin Ånd over jer og har foranlediget, at jeres hjerte blev fyldt af aglæde, og foranlediget, at jeres mund blev lukket, så I ikke kunne finde mæle, så overordentlig stor var jeres glæde.
  21 Og se, hvis Gud, som har skabt jer, af hvem I er afhængige med hensyn til jeres liv og med hensyn til alt det, I har og er, skænker jer, hvad end I beder om, som er ret, i tro, overbeviste om at I skal få, o, hvor burde I da ikke agive af det gods, som I har, den ene til den anden.
  22 Og hvis I adømmer det menneske, der fremfører sin bøn for jer om jeres gods for ikke at omkomme, og fordømmer ham, hvor meget mere retfærdig vil da ikke jeres fordømmelse blive for at btilbageholde jeres gods, som ikke tilhører jer, men Gud, hvem også jeres liv tilhører; og dog fremfører I ingen bøn eller omvender jer fra det, I har gjort.
  23 Jeg siger jer, ve det menneske, for hans gods skal forgå sammen med ham; og se, dette siger jeg til dem, der er arige, hvad angår denne verdens gods.
  24 Og videre, jeg siger til de fattige, I, som intet har og dog har tilstrækkeligt til at leve fra dag til dag; jeg mener alle I, der afviser tiggeren, fordi I intet har; jeg vil ønske, at I i jeres hjerte siger: Jeg giver intet, fordi jeg intet har, men hvis jeg havde, ville jeg agive.
  25 Og se, hvis I siger dette i jeres hjerte, forbliver I skyldfri, ellers bliver I adømt skyldige, og jeres dom er retfærdig, for I begærer det, som I ikke har fået.
  26 Og se, af hensyn til dette, som jeg har talt til jer – det vil sige af hensyn til at blive ved med at have forladelse for jeres synder fra dag til dag, så I kan avandre skyldfri for Gud – ønsker jeg, at I skal bgive af jeres gods til de cfattige, enhver i forhold til det, som han har, så som at dbespise de sultne, klæde de nøgne, besøge de syge og yde dem lindring, både åndeligt og timeligt i forhold til deres trang.
  27 Og se til, at alt dette gøres med visdom og orden; for det forlanges ikke, at et menneske skal løbe ahurtigere, end det har styrke til. Og videre, det er nødvendigt, at han er flittig, så han derved kan vinde sejrsprisen; derfor må alt gøres med orden.
  28 Og jeg ønsker, at I skal huske, at hver den blandt jer, som låner af sin næste, skal give det, som han låner, tilbage, sådan som han har aftalt, for ellers begår du synd; og måske vil du foranledige din næste til også at begå synd.
  29 Og til slut, jeg kan ikke fortælle jer alt det, hvori I kan begå synd; for der er forskellige veje og måder, ja, så mange, at jeg ikke kan tælle dem.
  30 Men så meget kan jeg sige jer, at hvis I ikke avogter jer selv og jeres btanker og jeres cord og jeres handlinger og iagttager Guds befalinger og vedbliver i troen på det, I har hørt angående Herrens komme, helt til jeres livs ende, må I fortabes. Og se, o menneske, husk dette, og gå ikke fortabt.